Atlas er sponsor og ny IT-partner i B.93

Atlas er sponsor og ny IT-partner i B.93

Af Johanne Merrild

B.93 har indgået et nyt partnerskab med Atlas Group, som bliver hovedpartner på den kommende B.93-app. Atlas Group vil også fungere som IT-rådgiver for B.93 og skal løbende bidrage til at styrke klubbens digitale platforme.

B.93 tager nu næste skridt i arbejdet med at styrke klubbens digitale fundament, da Atlas Group slutter sig til B.93-familien. Atlas Group bliver hovedpartner på B.93’s kommende app og vil samtidig løbende rådgive klubben i arbejdet med at udvikle et digitalt univers, der både er driftssikkert, brugervenligt og bygget til at holde.

Meget snart lanceres den nye B.93-app, og her vil du blive mødt af taglinen “Powered by Atlas Group”, som markerer deres rolle som hovedpartner på appen. Et match på værdier og kvalitet B.93 er først og fremmest fællesskab og relationer – og det møde, der opstår, når mennesker samles om klubben.

Men en stor del af det fællesskab er betinget af, at vores IT og digitale platforme fungerer hensigtsmæssigt. Derfor har vi i B.93 fokus på at styrke klubbens digitale platforme, så de i endnu højere grad understøtter det, der sker i og omkring klubben.

ADM. DIREKTØR I B.93 COPENHAGEN APS, CHRISTIAN ENGELL, UDTALER

“B.93 er bygget på ægte relationer og ægte møder mellem mennesker. Men vi ved også, at en stor del af det, der forbinder os i hverdagen, er digitalt – og at det digitale i sidste ende kan være med til at gøre det fysiske stærkere.

Når vi vælger en App Partner og IT-rådgiver, er det afgørende for os, at vi både får høj kvalitet og et klart værdimatch. Det har vi fundet i Atlas Group og vores møder med Daniel Borre og Louise Sparf.

De forstår, hvad der er vigtigt for B.93 – og de kommer med en tilgang, der passer til den måde, vi gerne vil drive vores klub på.

Vi glæder os til et værdifuldt samarbejde, hvor vi kan udvikle os sammen og understøtte fællesskaberne i B.93.”

DANIEL BORRE BØBEL, ADM. DIREKTØR I ATLAS GROUP, UDTALER

“B.93 er en klub med en tydelig identitet og et stærkt fællesskab, der rækker langt ud over kampdagene. Vi kan mærke, at der er noget særligt i gang i B.93, som vi ikke kan lade være med at være en del af.

Vi ser partnerskabet som en mulighed for at støtte op om en klub og kulturinstitution, der tør gøre tingene på sin egen måde – og som samtidig ved, at gode IT-løsninger er en afgørende del af fællesskabet i klubhuset og på tribunen.

Vi glæder os til at blive en del af B.93 og at være en tæt samarbejdspartner i den bevægelse klubben er i gang med.”